Ressource-id
171525
Beskrivelse
Konservesdåse med ærtepølse.
Rester af trykt tekst på dåsen, der er rusten i overfladen,: 'Ærtepølse' og i hvert fald: 'Beauvais'.
Præget stempel i dåsens top: '100'.
Dåsen er indleveret af Erik Bertelsen, som er søn af Aage Bertelsen, der deltog som maler i Danmark-Ekspeditionen. På Danmark-Ekspeditionen var det dog det på den tid konkurrerende konservesfirma 'Danica', der havde vundet konkurrencen om levering af konserves. Danmark-Ekspeditionen hentede dog forsyninger fra to depoter udlagt i 1901 af Baldwin-Ziegler Ekspeditionen (også kaldt Fiola-Ekspeditionen) på henholdsvis Shannon og Bass Rock. Denne ekspedition brugte konserves fra Beauvais. På arkivæsken står 'Vardefund 21' og '3. Thule-ekspedition', ligesom der i gamle registrant er reference til A 255, læg 32, der indeholder en fotografisk gengivelse af Godfred Hansens beretning til Roald Amundsen i Cape Columbia Depotet ved Cape Aldrich den 19-20. april 1920. Beskrivelsen indeholder bl.a. en liste over depotkassernes indhold - dog uden at nævne ærtepølse eller fabrikat specifikt. 3. Thule-ekspedition, 1919-20, blev ledet af søofficeren Godfred Hansen og havde som opgave at udlægge depoter på EllesmereIsland til eventuel støtte for Roald Amundsens Maud-Ekspedition. Da Bertelsen tilsyneladende intet havde at gøre med 3. Thule-ekspedition eller var i det Canadiske område, tyder alt således på, at dåsen stammer fra Danmark-Ekspeditionen. Ærtepølse var i 1867 opfundet at en tysk fabrikant. Dette var verdens første konserverede færdigret.
Produktet bestod oprindeligt af noget folie eller vokspapir, formet som en pølse, senere lavet på dåse. Pakken indeholdt 6 tabletter bestående af en komprimeret, hakket ærtesuppe. Suppen var en blanding af formalede ærter, oksefedt, affedtet bacon, krydderier og salt. Hver tablet skulle blandes med ¼ liter vand og koges i kort tid til en nærende suppe. Ærtepølse var op i begyndelsen af 1900-tallet en væsentlig proviantart i militæret og på ekspeditioner. For eksempel er det den type proviant, der dominerer i dåseantal under Danmark-Ekspeditionen med ialt 1756 dåser á ½ pund.
I Mylius-Erichsen og Harald Moltke: "Grønland -Illustreret skildring af Den danske litterære grønlandsekspeditions rejser i Melvillebugten og ophold blandt jordens nordligst boende mennesker - polareskimoerne 1903-1904". Gyldendalske boghandel Nordisk forlag, 1906 omtales ærtepølse også:
’Middagsretterne i de tre Kasser bestod især af forskellig Slags kraftig Suppe, af Blodbudding, Kødbudding, Oksekød, Ærtepølse samt rundelige Portioner Grøntsager som Kaal, Bønner og Carotter. Af Middagsretterne brugte vi en Tredjedel paa oprejsen; Kødet smagte os ikke, men Blodbudding, Ærter og al Slags Suppe var Festretter for os alle.’
og ’Jørgen og jeg spiste vor Middag inde hos Arnarflk, og Middagen bestod begge Dage af Søkonger, kogte i vor sidste Portion Ærtepølse - en vidunderlig Ret, som ogsaa Amarfik er kultiveret nok til at have smag for.’
Emneord
ekspeditionsudstyr, danmark-ekspeditionen (1906-08), 3. thule ekspedition (1919-20), mad
Personnavn(e)
Aage Bertelsen
Tidsperiode fra
1906-00-00
Tidsperiode til
1920-00-00
Datoinformation
begyndelsen af 1900-tallet
Copyright
Billedfilen: © Arktisk Institut.
Genstand ID
G0111-012
Objekt størrelse
H 7,2 cm; Ø 7,5 cm